Vi bliver en del af Bording Danmark

Vi har glædet os til at kunne fortælle, at Aros Kommunikation bliver en del af Bording Danmark A/S.

Fra 1. oktober får vi en ny, spændende hverdag, når vi får nye ejere og fusioneres ind i en alsidig kommunikations- og marketingvirksomhed.

Omdrejningspunktet er strategisk kommunikation

Hos Aros Kommunikation har vi de sidste år haft fokus på at blive endnu spidsere i vores profil inden for strategisk kommunikation, og da Bording Danmark har søgt efter netop de kompetencer til deres afdeling i Aarhus, gav det anledning til sammenlægningen, så vi sammen kan styrke vores udvikling.

- Vi vil gerne koncentrere os om det, vi er bedst til! Vi ønsker at blive endnu skarpere i vores faglighed, og det får vi nu mulighed for som en del af Bording Danmark. De er stærke til kreative løsninger samt grafisk rådgivning og eksekvering, hvor vi klart har vores force i indsigt, kampagner, content og PR, forklarer Line Berg-Stærk.

I mere end 20 år har Aros Kommunikation leveret kommunikationsløsninger baseret på grundig indsigt, gennemtænkte strategier og kreative koncepter. Bureauet er særligt kendt for vores mange effektive kampagner inden for bl.a. sundhed, trafik, affald og svind, og det vil fremover fortsat være vores fokusområde.

Same same, but different

Bording Danmark har i dag kontorer i København, Aalborg og Aarhus. Vi rykker derfor fra den gamle møbelpolstrerfabrik i Grønnegade til nye lokaler i Aarhus V.

Fra de nye lokaler kører vi business as usual. Vi bliver en selvstændig vidensenhed i det nye set-up, og derfor er det mere eller mindre de samme kontaktpersoner, samme uhøjtidelige tone og flade struktur, der møder gode kunder og samarbejdspartnere – men nu med flere kompetencer og services knyttet tættere på.

Og en væsentlig ændring sker der. Hvor Line Berg-Stærk og Jakob Sørensen fortsætter med at lede Aros Kommunikation, træder Jens Hansen i forbindelse med sammenlægningen ud af Aros Kommunikation. Han vil fremover varetage sine egne kunder i eget bureau.

Del af en opkøbsrejse

For Bording Danmark A/S er overtagelsen af Aros Kommunikation det 7. i rækken af opkøb og/eller fusioner siden 2014.

- Ved at fusionere Aros Kommunikation ind i Bording Danmark følger vi vores strategi, hvori vi ønsker at udvide produktpaletten og tilføre nye kompetencer, der kan stille os stærkere hos kunderne. Det er afgørende for os, at Bording råder over branchens dygtigste hoveder i hele værdikæden, og fusionen bringer os ganske enkelt tættere på vores mission om at ”hjælpe vores kunder med at nå ud til deres kunder”, fortæller adm. Direktør i Bording Danmark, Steen Rocatis.

Bording Danmark er en del af det børsnoterede Bording Group, der tæller 400 medarbejdere på tværs af otte virksomheder i Danmark, Norge og Sverige. Gruppen tæller ligeledes de danske bureauer Umwelt og Nordlid.

Farvel til Grønnegade!

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.

Luk