Ny Art Director styrker teamet

Aros Kommunikation sætter gang i et nyt, spændende 2018 i stærkeste stil – med ansættelsen af en ny Art Director: 44-årige Alan Nørgaard.

Og det er en særdeles erfaren og alsidig herre, der nu stiller sin kreativitet til rådighed for Aros Kommunikations eksisterende og nye kunder. Alan har nemlig over 20 års erfaring med blandt andet online og offline konceptudvikling, branding, art direction, grafisk design, UX og UI design fra web- og reklamebranchen. Han har desuden har erfaring internationalt fra både bureau- og kundesiden.

Alan Nørgaard kommer til Aros Kommunikation fra en stilling som Senior AD’er hos Harman International i Aarhus, hvor han har haft en stor del af det overordnede kreative ansvar for Harmans visuelle identitet. Tidligere har etablerede bureauer som Agency Spring og Creuna nydt godt af Alans evner, og så har han har været en succesfuld leder af egne firmaer.

Fra 2008-2016 drev han eget bureau under navnet Gfühl, hvor han havde en række store, kendte brands som Radisson Blu, B&O, Advokatkompagniet, Kop & Kande og JYSK på kundelisten.

Oprindeligt er Alan uddannet som Multimedie Designer i Aarhus, han har videreuddannet sig i England og har undervist i design på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole.

Allerede tidligt i karrieren fik han smag for både iværksætteri og for at udnytte de digitale muligheder. I 2003 stiftede han således firmaet Golfbox, der i dag er Europas største leverandør af software til golfklubber.

Selv om Alan i dag for længst har solgt sin andel af dette firma og valgt at fokusere på det grafiske og kreative, har han stadig en passion for golfsporten. Privat bor han i Sejs ved Silkeborg sammen med sin hustru Annette og deres 14-årige datter Emma.

”Vi er meget glade og stolte over, at Aros Kommunikation kan tilknytte en kapacitet som Alan til vores i forvejen stærke team. Nu kan vi i endnu højere grad leve op til vores mission: At skabe ørenlyd for vores kunder med strategisk kommunikation, der flytter mennesker, produkter og strømninger,” siger direktør Jens Hansen.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.

Luk