Skab engagement på dine sociale medier

Af Maja Mathiasen, juniorkonsulent

Sommerferien er ovre, og det er tid til at komme op i gear. Lad dine kunder og leads vide, at du og din organisation er tilbage. Du kan med fordel benytte anledningen til at optimere din strategi og skabe endnu mere engagement på dine sociale medier. Få 4 gode tips til hvordan lige her.

1. Lær din målgruppe at kende. Igen.

Måske er det noget tid siden, at du sidst satte dig ned og lavede en målgruppeanalyse? Uanset hvad, så er det en god idé jævnligt at opfriske, hvem det er, du gerne vil nå ud til. Hvad finder de interessant? Hvad synes de er sjovt? Hvornår er de aktive? På den måde giver du dig selv de bedste forudsætninger for at lave indhold, din målgruppe kan identificere sig med. Kan modtagerne identificere sig med de værdier og budskaber, som du lægger op, så øger du sandsynligheden for, at de vil interagere med dit indhold.

2. Lav interaktivt indhold

Nogle typer interaktion er at foretrække frem for andre. Fx vægter Instagrams algoritmer kommentarer højere end likes, facebook vægter reactions højere end likes, delinger giver reach osv. Derfor kan du med fordel invitere til anden interaktion end blot de gængse likes. Ikke alene på grund af bedre visninger i dine følgeres feed, men også for at skabe en tættere relation med dine følgere.

Du kan stille spørgsmål i dine captions og dermed invitere til kommentarer og dialog. Du kan også lave afstemninger på facebook, hvor brugerne stemmer ved at give en bestemt reaction til opslaget (fx hjerte-, grine- eller grædeemoji). Instagrams afstemningsfunktion til stories er også en rigtig god måde at skabe interaktion på.

Studier viser (her og her), at den overbevisende kraft og indflydelse, som bloggere og instagrammere har, blandt andet udgøres af den illusion om et venskab – også kaldet para-social interaktion – som de skaber med deres følgere. Para-social interaktion kan skabes gennem interaktionsværktøjer som chat, kommentarer og afstemninger. Det kan selvfølgelig aldrig blive helt det samme, når det er en virksomhed, som er afsender, men man kan med fordel lade sig inspirere af den måde at skabe engagement på.

3. Sig det med video og en personlig afsender

Et tredje studie viser, at YouTube-kanaler med kun én afsender har større påvirkningskraft end kanaler med flere afsendere. Det kan skyldes den mere intensive illusion om et mellemmenneskeligt forhold. Derfor kan det være en god idé at lade dig og dine kollegaer være afsender på fx videoer. Vis dine følgere, at der er mennesker på den anden side af feedet.

I kan fortælle om nye produkter eller dele jeres viden med dem, der følger med. Det gode ved video er, at I kan fortælle en masse på ganske få sekunder. Og nåh ja, så bliver videoindhold prioriteret i eksempelvis facebooks algoritmer.

Husk undertekster! På facebook ser 85% videoer uden lyd.

4. Læg en plan

Når du har skabt dig et godt kendskab til din målgruppe, og du måske allerede er begyndt at eksperimentere med video og interaktivt indhold, så er nøglen til resultater, at du bliver ved. Hold liv i dine sociale kanaler ved at slå indhold op regelmæssigt – også for at styrke den para-sociale interaktion.

Den bedste og nemmeste måde at gøre det på er ved at lave en plan. Lav en content-plan, hvor du skriver ind hvilket indhold, der skal lægges op hvornår. På den måde kan du let holde overblikket over din indsats på sociale medier, og du slipper samtidig for i panik at skulle finde på et opslag fredag eftermiddag, fordi der ikke er blevet lagt noget op hele ugen.
Vær ikke fastlåst af planen, men brug den som en hjælp. Der skal selvfølgelig også altid være plads til de spontane, aktuelle opslag.

Er du ikke så heldig at arbejde i et større management system, eller er du ikke vant til at arbejde med content-planer, så kan du komme godt i gang med vores simple Excel-skabelon – download den her.

Nysgerrig på mere? Vi har fundet flere blogindlæg frem til dig 

 

Line 8 - Aros Kommunikation
"Skal vi hjælpe dig med en SoMe-strategi? Kontakt mig for en uforpligtende snak"
Line Berg-Stærk Direktør / partner

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.

Luk