New Look

eller

Salling går "all in"

Af Erik Eisenberg, direktør/partner

For ikke så mange år siden var det Mærsk, der sagde farvel til Dansk Supermarked.

Danmarks hæderkronede storkoncern ville ikke længere være et konglomerat – læs: en rodebutik af forskellige forretninger uden logisk sammenhæng – og begyndte at sælge ud af sin store ejerandel.

Men nu – hvor Dansk Supermarked er blevet herre i eget hus – har koncernen så sagt et rungende farvel til fortiden. Ud med Dansk Supermarked-navnet – og ind med det nye koncern-navn Salling Group.

Hvorfor det, spørger mange?

For at forstå, hvad der ligger bag den pludselige og for mange overraskende rebranding, er det nok nødvendigt med en smule insider-viden.

Jeg var nemlig i årene 2006 til 2010 informationschef i netop Dansk Supermarked og havde derfor som en del af mit ansvarsområde at huske alle mulige tal og fakta, herunder hvor mange varenumre der er i et Bilka-varehus (ca. 100.000), og hvor stor Mærsk-koncernens ejerandel var helt ned på decimaler. (67,68 pct.).

Brand eller ikke brand

Og man skulle ikke være ansat i mange dage i det daværende hovedsæde på Bjødstrupvej i Højbjerg, før det stod klart, at de blå købmænd havde et ambivalent forhold til netop Mærsk-ejerskabet – og faktisk også til navnet og brandet Dansk Supermarked.

De blandede følelser gik helt tilbage til tresserne, hvor Herman Salling med base i sit familievarehus af samme navn  fandt på at opbygge en kæde af supermarkeder med både devarer og textiler = føtex.

Han havde ikke kapital nok selv og fik derfor lokket A.P. Møller med i 1964. Og det var den gamle og stærkt nationale skibsreder, der fandt på navnet Dansk Supermarked.

Herman Salling havde egentlig ikke tænkt længere, end at aktieselskabet bag føtex skulle hedde Jysk Supermarked… og Salling skulle det i hvert fald slet ikke hedde, for det var jo hans familie-varehus.

Helt fremme i nullerne gik datidens såkaldte ”centralledelse” i DS stadig meget op i, at Dansk Supermarked ikke skulle blive et synligt varemærke for noget som helst. Det skulle alene være butikkernes navne – Netto, føtex (altid stavet med småt) og Bilka – som kunderne skulle indprentes gennem en heftig produktion af tilbudsaviser og reklamefilm.

Eller sagt på markedsføring’sk: Dansk Supermarked skulle ikke være et ”branded house”, men højst et ”house of brands”.

Fra nærig til gavmild

Og hvis nogen i nærheden af den daværende adm. direktør Erling Jensen kom til at anvende udtrykket ”business unit” – som var Mærsk-koncernens faste betegnelse for alle datterselskaber – så hvæsede han arrigt, at ”vi er IKKE nogen business unit, vi er et selvstændigt aktieselskab!”

Det var meget andet, som den daværende DS-ledelse hvæsede imod: Energibesparende låg på kølemøblerne, bæredygtige plast-poser, webhandel, sociale medier af enhver art, initiativer mod madspild - og støtte  til diverse gode formål.

Det er værd at huske, at Salling-fondene – i dag kendt som en gavmild mæcen – faktisk fik en del pinlige reprimander af Civilretsstyrelsen, fordi man i strid med loven simpelthen nægtede at uddele penge til noget som helst.

I dag – ganske få år senere – er alting vendt op og ned.  DS har en ny topchef, Per Bank, med et langt mere moderne syn på alt – herunder webhandel og alternative måder at købe dagligvarer på. Derfor er navnet ”supermarked” ikke dækkende mere.

Mærsk er helt ude af billedet. Eneste tilbageværende link til historien er stifteren Herman Sallings enke, der har vist sig at være en populær og driftssikker frontfigur, når Salling-fondene i dag uddeler massive beløb til kultur, sport og samfund.

Goddag og farvel

Så valget af det nye brand-navn er i virkeligheden både et goddag og et farvel til fortiden:

Goddag til - og en varm omfavnelse af - fortællingen om den visionære legende-købmand Herman Salling – manden, der på mange måder var virkelighedens inspiration til Matador-figuren Mads Skjern.

Og farvel til den del af fortællingen, der handler om Mærsk og den indflydelse fra Esplanaden, som de blå købmænd fra Aarhus aldrig rigtigt lærte at elske.

Og goddag til en fremtid, hvor Salling Group i endnu højere grad skal blive et brand, som de danske kunder opfatter sympatisk, ansvarligt og samfundsgavnligt – og som dermed motiverer dem til at sætte kursen mod Netto, føtex og Bilka, når næste indkøbstur skal planlægges.

Det nye navn rummer en sjov finte: Fjerner man et S og et g, så står der All In. Og der er lige det, Per Banks tropper gør her i 2018: Går all-in på det hele: Også bæredygtighed og samfundsansvar – fortalt via heftig aktivitet på alle sociale medier.

Eller med andre ord: ”New Look” - som også er titlen på det sidste afsnit i Matador.

 

Topbillede: pressefoto Dansk Supermarked Group

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.

Luk