Lynguide til vigtige Google Analytics-værktøjer

Skrevet af Maria Hansen

Er du nybegynder på Google Analytics, eller har du bare svært ved at navigere i mængden af data og omsætte den til brugbar og værdifuld viden for din virksomhed? Så læs med her, hvor jeg lynhurtigt guider dig igennem de vigtige funktioner, og hvordan du kan bruge dem.

Til de helt grønne: Google Analytics er et gratis software program, der sporer de besøgendes aktivitet på en hjemmeside, nyhedsbrev eller blog. Hvis du ikke har en Analytics konto, kan du oprette en ved at følge anvisningerne her.

Google Analytics tracker et hav af informationer under kategorierne målgrupper, anskaffelse, adfærd og konverteringer, der alle hjælper dig med at lære de besøgende bedre at kende i givne perioder, du selv kan definere. Dykker du ned i datamængden, kan du bruge informationerne til din fordel – og hvem vil ikke gerne det? Den manglende evne til fx at måle effektiviteten af sin content marketing indsats er en stor udfordring for flere danske virksomheder, og her kan Google Analytics hjælpe dig på vej.

Lad os kigge nærmere på de fire kategorier, og hvordan du kan bruge dem til din fordel!

#1 Målgrupper

Under målgrupper får du indsigt i, hvem der besøger din hjemmeside, dit nyhedsbrev eller din blog. Du kan trække data på både alder og køn, interesseområder, geografi, hvilken browser de bruger, og om de besøger dit site via desktop, mobil eller tablet.

Du får altså en idé om, hvorvidt du rammer den ønskede målgruppe eller ej. Sælger du et produkt eller en service til en bestemt aldersgruppe, vil det fx være relevant at kigge nærmere på, om du rammer personer i den rigtige gruppe. Det samme gælder interesser og geografi – rammer du personer med interesse inden for din type produkt eller service, og har det en betydning, om de er bosat i Danmark eller i Shanghai? Det har det formentligt. Det er selvfølgelig også relevant for dig at vide, om fx 70 % af de besøgende bruger mobil eller tablet, når de besøger dit site – for så skal du måske overveje en mobiloptimeret side, hvis du ikke allerede har det.

#2 Anskaffelse

Anskaffelse refererer til, hvordan de besøgende er havnet på din side. Er de kommet dertil på egen hånd via en søgning på fx Google, har du mulighed for at se, hvilke søgeord der typisk leder de besøgende videre til dit site. Har andre aktører linket til dit site, har du mulighed for at se, hvem der har nævnt din virksomhed og at klikke dig videre til henvisningen. Du får også indblik i, om de besøgende er blevet ledt videre til dit site via sociale medier som Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram.

Ved at kigge nærmere på disse data får du et indblik i, hvordan du kan få flere besøgende på dit site. Satser du fx primært på Facebook, men får flest besøgende ind på dit site via LinkedIn? Så skal du måske overveje, hvordan du prioriterer dine forskellige sociale medier – samtidig med, at du holder øje med, at det er den rigtige målgruppe, der lander på dit site via denne type henvisning.

#3 Adfærd

Denne kategori giver dig indblik i de besøgendes adfærd på dit site. Du får et overblik over antal besøgende, antal sidevisninger pr. session, gns. sessionstid, afvisningsprocenter, antal nye besøgende samt tilbagevendende besøgende. Du får også et indblik i, hvilke undersider de besøgende bruger deres tid på, samt hvilke typer indhold de finder mest/mindst interessant. Adfærdsflowet fortæller dig, hvordan de besøgende navigerer på dit site – og hvornår de forlader den.

De besøgendes adfærd på dit site giver dig en fornemmelse af, hvad de besøgende leder efter. Kigger de efter jobmuligheder? Hvilke kompetencer I har i huset? Et bestemt produkt eller service? Du finder hurtigt ud af, hvilke undersider og typer indhold, der er mest/mindst interessant. Du kan bruge disse data til at optimere din hjemmeside og dit indhold, så du kan holde på de besøgende i længere tid og give dem interessegrundlag for at vende tilbage.

#4 Konverteringer

Arbejder du med E-handel og har en webshop på din hjemmeside, har du mulighed for at tracke, hvilke besøg der konverterer til salg af et produkt. På denne måde kan du spore og indsamle transaktionsdata som produktsalg, købsbeløb og faktureringssteder. 

Konverteringer angiver det samlede antal handlinger, dine besøgende foretager på sitet. Du kan selv sætte dine mål op – og det er op til dig selv at vurdere, hvornår en besøgende er blevet konverteret. Det kan fx være:

  • Et fuldendt køb
  • Et tryk på et link eller en bestemt knap
  • At nå til en specifik side

Kom godt fra start

Her får du fem steps til, hvordan du kommer godt fra start og bliver klogere på dine besøgende:

  1. Sammenlign bestemte tidsperioder ift. fx besøgstal, gsn. sessionstid og afvisningsprocent – hvordan ser udviklingen ud, og hvordan kan du opnå bedre resultater?
  2. Tjek op på, om du rammer den ønskede målgruppe
  3. Undersøg, hvor dine besøg kommer fra, og hvordan du kan få flere besøgende ind på dit site
  4. Find ud af, hvilke undersider og indholdstyper der er mest/mindst populære og vurdér, om du skal foretage ændringer
  5. Sæt mål og evaluér løbende på indsatsen

Kilde: Google Analytics

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.

Luk