Et SoMe-valg nærmer sig vores nyhedsfeed

Af Jakob Sørensen, direktør/partner

Senest d. 17. juni skal der afholdes folketingsvalg. Samtlige partier, nystartede som gamle, har længe bragt valgløfter og reformforslag ud til valgkampens skyttegrave. Hele det danske politiske system groomer sig med andre ord. Det betyder også, at partiernes kommunikationshære har fuld gang i oprustningen før det endelige slag. Og alt tyder på, at slaget skal afgøres på de sociale mediers slagmark.

Den fraværende redaktør

Sociale medier er i dag den primære nyhedskilde for de fleste af os. Da Facebook blev stiftet i 2004, havde mediet ved udgangen af det første år omkring 1 mio. brugere. Det tal er i dag vokset til langt over 2 mia. Tilsvarende har 3.9 mio. danskere i dag en profil på Mark Zuckerbergs sociale netværk. Dertil skal lægges alle de andre sociale medieplatforme, som i dag dominerer mediebilledet. Fremkomsten og udbredelsen af de forskellige sociale medieplatforme har om noget været en medierevolution, som måske kun overgås af internettets fremkomst - og før det Guttenbergs bogtrykkerkunst. Det er en omvæltning, som har været så voldsom, at den på ganske få år har ændret mediebilledet markant og særligt måden, vi opsnapper og læser nyheder på.

Læs hvordan du kan tilpasse dit PR-arbejde det forandrede nyhedsflow

Den massive (mis)brug af de sociale medier har betydet, at vi i dag konsumerer nyheder på en helt anden måde end tidligere. Før i tiden var stort set alt medieindhold kurateret af en redaktør på den ene eller anden måde. Det gjaldt aviser, TV og radio. Denne redaktionelle filtrering mangler i dag. Mange vil sikkert hævde, at det var på tide at slippe for smagsdommere og bedrevidende teknokrater. Men det er en tendens, der har affødt den ene mere afsporede ekspert og tendens efter den anden. Jeg nævner i flæng vandkuren, anti vaxxers, Ninka-Bernadette Mauritson og juice detox. Listen er uendelig, men fællesnævneren er det totale fravær af en fagligt kompetent redaktion. Alle disse fænomener har udelukkende opnået stor udbredelse takket være de sociale mediers popularitetspåskønnende algoritmer og vores umættelige appetit på tomme nyhedskalorier.

Et selvforstærkende nyhedsflow

Vi sammensætter selv vores nyhedsfeed, som vi lyster uden at bekymre os om kloge redaktører og alskens smagsdommere. Når de sociale medier samtidig dækker stort set hele den voksne befolkning i de vestlige demokratier, har vi basis for en steppebrand af nye bevægelser. Vi lytter hellere til den vrede mand med de (for)simple(de) budskaber, end vi lytter til professoren med de lange forklaringer. Det er der nemlig hverken tid eller plads til på de sociale medier.

Når teknologien træder ind over dørtærsklen: Jeg har slået min assistent!

Størstedelen af de nyheder, vi i dag modtager, bliver væltet i hovedet af os i en lind strøm af komplet uredigerede posts. Eller rettere posts som vi selv redigerer. Vi sammensætter vores nyhedsstrøm, så den understøtter det verdensbillede, vi har i forvejen. Der vil i sagens natur være en masse validt nyhedsindhold fra de etablerede nyhedsmedier, da den totale nyhedsstrøm fortsat hovedsagelig er baseret på output fra landsdækkende aviser og tv. Men vi vælger kun præcis de medier, de journalister og de historier som passer os. Hvis vi ikke selv vælger, hjælper de sociale medieselskabers algoritmer med at ensarte flowet, så vi besværes mindst muligt med indhold, vi ikke kender i forvejen. Problemet er så, at vi kun præsenteres for indhold og meninger, vi er enige i.

Tag magten tilbage

Tilbage til valget. Her risikerer vi også, at det bliver de mest højtråbende, og dem med de mest SoMe-egnede paroler, som går frem. Vi har allerede set, at de mest yderliggående grupperingers brug af de sociale medier har medført langt større rækkevidde end deres politiske indflydelse tilsiger. Dermed vil de helt sikkert også få et godt valg. Der kræves ikke lange forklaringer, og de fleste budskaber er baseret på frygt og konflikter. Altså godt socialt mediestof.

Men heldigvis har vi mulighed for at vende udviklingen og som med alt andet, starter det med os selv. Det kræver, at vi tager aktivt stilling. Vi skal aktivt vælge medier med dygtige redaktører og solidt indhold, men vi skal i lige så høj grad begynde at forme vores eget nyhedsfeed på de sociale medier. Vi skal tage kontrollen tilbage ved at opsøge nyt, blokere og i det hele taget i langt højere grad styre forløbet på vores daglige nyhedsstrøm. Det værste vi kan gøre er at overlade det til algoritmerne. De kører os direkte ned i det ekkokammerhelvede, vi kun kender alt for godt. Derfor er sommerens valg ikke kun folketingsvalg. Det er også SoMe-valg. Vi skal vælge ny statsminister, men vi skal også vælge at bruge de sociale medier med langt større omtanke.

Pointen er enkel som en parole. Alt er ikke lige gyldigt. Noget er vigtigere end andet. Nogen er dygtigere end andre. Det gælder også vores politikere. Det ved jeg, fordi redaktørerne på mine foretrukne nyhedsmedier har analyseret feltet af politikere for mig. På den baggrund har jeg tænkt mig at stemme på den allerdygtigste. Dét er mit SoMe-valg.

Mere om sociale medier: To post or not to post?

"Du er meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak om din kunde- og forretningsudvikling"
Jakob Sørensen Direktør / partner

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.

Luk