Agilitet i PR - Blog - Aros Kommunikation

Agilitet udfordrer den klassiske PR-disciplin

At nyhedsbilledet har forandret sig er næppe nogen nyhed. De klassiske nyhedskriterier erstattes af clickbaits, Facebook styrer vores nyhedsflow, og journalisterne løber efter de samme historier…

Og det siger også sig selv; når medierne ændrer sig, må PR-disciplinen også følge med!
Det handler først og fremmest om agilitet! Her følger derfor mine tre bedste bud på, hvad man skal tage hensyn til i sit PR-arbejde i dag for at være up to speed.

1. PR-planen er halvslatten, ja nærmest død – news-jacking er til gengæld sprællevende
Vi bestemmer ikke mediedagsordenen, og derfor giver det ikke mening kun at arbejde med de historier, du selv gerne vil have ud. Arbejd også med emner, hvor du kan bidrage. På den måde kan du udnytte den eksisterende nyhedsstrøm og bruge dagsordenen til at få egne pointer frem.

Vær beredt! Vil du gøre dig gældende, kræver det, at du er klar til at rykke med det samme, muligheden er der. Arbejd derfor med et emnekatalog, hvor du altid har opdaterede holdninger, budskaber, cases, fakta/data og mulige vinkler, du kan bringe på banen.

2. PR er meget andet end presseklip i traditionelle medier
Den digitale hverdag har indflydelse på PR-disciplinen på flere måder.
For det første tæller presseindsatsen i dag ikke kun klassiske nyhedsmedier, og du skal derfor overveje, hvordan din klassiske pressemeddelelse kan få et digitalt liv. Stil dig ikke tilfreds med et presseklip, men versionér historien, så den kan bruges på nye medier også.

Et rekordregnskab er fx ikke kun nyhedsværdigt i Børsen eller på LinkedIn, historien kan bruges til at skabe yderligere interesse for et produkt med fx bloggersamarbejde, der italesætter den stigende efterspørgsel eller samfundsudvikling. Derudover kører historierne ikke kun én gang i dag! Samme historie opdateres løbende på onlinemedierne, hvor der følges op med nye, forskellige vinkler. Vær agil og udnyt dit emnekatalog fra før.

3. Pitch, pitch, pitch
Mange taler om, at den klassiske pressemeddelelse er helt passé. Den overbevisning deler jeg kun til dels. Pressemeddelelsen virker fint på områder, der involverer eksempelvis produktnyheder, corporate PR, statistikker etc.

Jeg er til gengæld helt enig i, at pitch er en effektiv metode, og der er god grund til, det vinder mere og mere ind. Pressemeddelelsen halter eksempelvis langt efter, når det skal gå stærkt med at tappe ind i dagsordenen. Et godt pitch er oplagt, når man vil sælge en historie solo, og det kan bruges til at pleje relationer til pressen. Husk desuden, at det ikke er farligt at genpichte en historie – bare fordi, din henvendelse ikke er aktuel i dag, er den det måske i overmorgen.

Heidi 7 - Aros Kommunikation
"Kontakt mig gerne, hvis du har brug for input til dit PR-arbejde."
Heidi Bonnet Jensen PR-konsulent

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.

Luk