Adfærdsdesigneren, der ville nudge sine kollegaer

 Af Annemette Staal, adfærdsdesigner

Her i huset går vi meget op i affaldssortering. Altså, virkelig meget. Vi udvikler strategier for det, laver kampagner om det, opfordrer til det. Vi er faktisk enormt gode til at snakke om det. Men gør vi det selv? Aaarrh, den var værre. Selvfølgelig smider vi ikke batterier ud, og vi samler pant- og vinflasker i et hjørne (så står det dér og samler støv). Men som hos så mange andre ryger plastikemballagen fra morgenjuicen og det tomme pestoglas i skralderen. Som journalisten i huset siger: ”Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt”.

Men hvorfor affaldssorterer vi egentlig ikke? I energisparekampagner opfordrer vi til at slukke lyset, når man forlader et rum – det håndhæver vi. Og som medlem af Den Danske Cykelambassade cykler flere af os til arbejde (i hvert fald i maj, hvor kampagnen ”Vi cykler til arbejde” kører). Men affaldssortering? Ej, det er altså lidt for bøvlet.

Nu har jeg sat mig for at rette op på mine dobbeltmoralske kollegaers adfærd. Nudge dem. Jeg gør det nemt for dem og giver dem muligheden for at affaldssortere. Så kan de selv bestemme – det er jo netop det, der er humlen i nudging.

Iført gule gummihandsker og sommerkjole gav jeg mig i kast med at rydde skraldeskabet i 30 graders varme (som I kan høre, meget dedikeret til missionen). Der blev plads til to spande – en til pap og papir og en til glas, plast og metal. Fuld af begejstring opdagede jeg, at bureauet gemte på en klistermærkemaskine, og den blev min allierede i kampen. Kort efter stod der to flotte, afmærkede spande i skraldeskabet, som ifølge nudge-teorien ville øge chancerne for affaldssortering, fordi jeg nu havde gjort det lettere at træffe det ”rette” valg. Så var det bare at vente…

Kampen mod vanedyret kan være hård, og inden for adfærdsdesign er der forskellige knapper at skrue på – og skrue op for – alt efter, hvor svær adfærden er at ændre. Havde jeg fx valgt lukkede spande, hvor mine kollegaer skulle løfte et låg for at smide affald ud, var chancen for affaldssortering mindre, end ved mit valg af åbne affaldsspande, som simpelthen er nemmere at smide affald i. Valget af åbne affaldsspande betyder også, at mine kollegaer (forhåbentligt) kan se, at andre affaldssorterer, hvilket fungerer som social proof for adfærden.

Hvis mine dobbeltmoralske kollegaer skulle vise sig at være helt håbløse til at tage den nye adfærd til sig, kunne jeg også vælge at male spandene i signalfarver, så de er mere iøjnefaldende og derved øge chancen for affaldssortering. Eller jeg kunne placere et sæt stirrende øjne eller et kamera i skraldeskabet, så de føler sig overvågede i situationen og derfor ville være mere tilbøjelige til at sortere. I første omgang valgte jeg dog en nem, simpel og mindre tidskrævende løsning (jeg er jo bare menneske).

Den næste uges tid måtte jeg kun fiske en enkelt plastikbakke op og placere i den rigtige spand. YES! Missionen var lykkedes. Indtil videre ihvertfald. For hvad så, når spandene er fyldte – vil de så tømme dem og fortsætte den gode adfærd? Og vil de fortsat affaldssortere, når de kommer tilbage fra tre ugers sommerferie, eller vil de bruge energien på kundernes affaldskampagner i stedet?

Fortsættelse følger…

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.

Luk