Highlights fra den nye markedsføringslov

Af Anne Mathiasen, tekstforfatter 

En vindblæst og solbeskinnet eftermiddag befandt jeg mig på toppen af et advokatfirma i Aarhus med en skøn udsigt over Aarhus’ fine skyline – og en varm kop kaffe og en chokolademuffin i hånden. Det var den lette del. Den tunge del var at blive indført i den nye markedsføringslov, der træder i kraft 1. juli 2017.

Jeg kan ikke love kaffe og muffins i dette indlæg, men jeg kan til gengæld spare dig for en timelang gennemgang af markedsføringslovens indhold og konsekvenser og i stedet tilbyde highlights fra seminaret.

I ægte jurastil vil jeg indlede mit lille skriv med et forbehold: Dette indlæg er min subjektive fortolkning af oplægsholderens ord, som derfor ikke kan stå til ansvar for mine ord. Jeg vil til hver en tid anbefale, at man tjekker op med en jurist, før man igangsætter en digital kampagne eller lignende, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt man lægger sig ud med markedsføringslovens paragraffer.

Når det er sagt, er det mit håb, at du med disse highlights bliver lidt klogere på det komplekse område og får en bedre fornemmelse af, hvad den nye markedsføringslov kommer til at betyde for din digitale markedsføring.

Hvorfor skal vi have en ny markedsføringslov?

Den gamle markedsføringslov er oprindeligt fra 1979 og består af et sandt sammensurium af EU-regler, hvor der er blevet skrevet lidt til og trukket noget fra gennem tiden. Den teknologiske udvikling har for længst overhalet loven, og der har derfor været et politisk ønske om at revidere loven – først og fremmest for at gøre den mere enkel og overskuelig og samtidig gøre det lettere for særligt B2B-segmentet at lave digital markedsføring.

Er den så blevet ”enkel og overskuelig”?

Både ja og nej. Med loven er vi kommet tættere på EU-direktivets begrebsapparat, og det gør det lettere at vide, om man holder sig inden for reglerne. Men samtidig introduceres der mange nye, svære begreber, man skal forholde sig til.

Man kan dog helt overordnet sige, at den nye markedsføringslov ikke er så forskellig fra den eksisterende. Du skal stadig indhente permissions for at kunne sende digital markedsføring til dine kunder, og du må (stadig) ikke med vilje vildlede forbrugeren eller undlade væsentlige oplysninger. Du skal derudover være særligt opmærksom, når du kommunikerer til børn, unge og personer, der af den ene eller anden årsag har nedsat evne/mulighed for at stille sig kritisk over for markedsføringsbudskaber.

Ny åbning for at sende markedsføring

MEN. Med den nye lov bliver det nu muligt at markedsføre ”egne tilsvarende varer” uden tilladelse, hvis man tidligere har indhentet en mailadresse i forbindelse med et salg. Dette har fået den mundrette titel ”Strikkepinds-undtagelsen”. Det vil i praksis sige, at hvis en kunde har købt garn, så må du efterfølgende uopfordret sende markedsføring inden for denne kategori – fx hæklenåle og strikkepinde.

Du skal dog altid gøre kunden opmærksom på, at han eller hun kan frabede sig henvendelserne. Når afmeldingen er foretaget, er den definitiv – og det er vigtigt, at du ikke fremover kontakter vedkommende digitalt.

6 hurtige regler

  • Du må ikke vildlede forbrugeren – fx med vilje vildlede forbrugeren ift. produkt, service, mærkningsordning, pris eller ift. købsproces.
  • Du må ikke undlade at præsentere forbrugeren for væsentlige oplysninger, fx gennem skjult reklame.
  • Du skal angive, at der er tale om reklame, hvis du betaler bloggere for omtale (fx med penge eller gaver), fordi der er en kommerciel hensigt med omtalen. Læs forbrugerombudsmandens klare retningslinjer her.
  • Du skal gøre det meget klart, at forbrugeren tilmelder sig digital markedsføring ved deltagelse i en konkurrence. Det er ikke nok, at du skriver det med småt nederst i konkurrencen; det skal stå i samme tekststørrelse som selve konkurrencen.
  • Du må ikke opfordre til deling af din annonce på sociale medier via belønning, lige som du heller ikke må opfordre til at tagge en ven mod belønning. Det vil kunne opfattes som spam og derfor straffes.
  • Du skal tage hensyn til børn og unges godtroenhed i din markedsføring. Til børn under 18 år kræves der forældresamtykke for at modtage digital markedsføring.

Og så lidt om persondataloven at gå hjem på…

Der kommer nye skærpelser af persondataforordningen den 25. maj 2018, og det får også betydning for virksomheders digitale markedsføring. Særligt ift. indhentning og opbevaring af permissions og ’personhenførbare’ data.

Du skal fx til hver en tid kunne redegøre over for Datatilsynet, hvordan du beskytter dine data, og hvem i virksomheden der har adgang til dem. Alt dette bliver indført for at beskytte personer mod uønsket markedsføring samt for at undgå, at folk bliver lokket ind i noget, de ikke ønsker. Reglerne omfatter bl.a.:

  • Du må ikke stille krav om afgivelse af persondata (herunder mail, navn, adresse) som betingelse for et køb (bortset fra leveringsoplysninger naturligvis, men disse er ikke tilsigtet markedsføringsbrug).
  • Du skal til enhver tid kunne bevise, hvordan du har fået samtykket, hvad det giver dig tilladelse til, hvordan du har indhentet det, hvordan du opbevarer det, og hvordan du sletter det igen.
  • Du skal formulere erklæringen om samtykke i et klart og tydeligt sprog.

Jeg håber, at denne light edition af markedsføringsloven og persondataforordningen ikke har gjort dig alt for ør i hovedet, og at du er blevet lidt klogere på både ændringer og status quo.

God arbejdslyst!

"Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for hjælp til digital markedsføring og tekstforfatning."
Anne Mathiasen Tekstforfatter

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.

Luk