Fra Whitepaper til pressemateriale

Af Heidi Bonnet Jensen, PR-konsulent

Et whitepaper er i dag et helt almindeligt B2B salgsredskab, som skaber opmærksomhed og informerer om dig og dit produkt på særlig teknisk. Whitepaperet får dig til at fremstå som en troværdig ekspert på dit område, det demonstrerer viden og seriøsitet, og lægger dermed bund for en konstruktiv dialog.

I et whitepaper er der altså meget viden, der kan være værdifuldt også i andre sammenhænge. Ikke mindst som marketingmateriale og i PR-sammenhæng. Med sin tekniske fremstilling kan whitepaperet imidlertid ikke bruges direkte til disse formål – det kræver en bearbejdning af materialet!

Lad os i første omgang holde fokus på PR. Selvom whitepaperet skal fungere som arbejdspapir/baggrundsmateriale/dokumentation for journalisten, så kan det stadig ikke stå alene! ”Jamen er det ikke journalistens opgave at researche, vinkle, interviewe?,” tænker du måske. Og jo, det er det. Men skal du have en chance for overhovedet at få journalisten til at kigge din retning, skal du præsentere et materiale, han/hun hurtigt kan forholde sig til og vurdere relevansen af.

Her kommer derfor en række råd til, hvordan du omdanner dit whitepaper til pressemateriale:

  • Skriv på journalistens modersmål! 

Mange whitepapers er på engelsk, da de bruges som salgsværktøj på flere markeder, men pressen skal kunne bruge materialet direkte – de har ikke tid til at oversætte. Og så undgår du jo også evt. misforståelser

  • Præsenter væsentligste pointe først! 

Whitepaperet har oftest en lang udredning, inden vi kommer til konklusionen, men fanger du ikke journalistens opmærksomhed med det samme, er emnet dømt ude. Overvej derfor, hvad der er mest interessant/relevant/overraskende for modtageren, og lad det være fokus. Fold efterfølgende ud med argumenter, viden og fakta.

  • Kog ned til én, max to siders tekst! 

Whitepapers er lange, tekniske fremstillinger og fulde af detaljer. Komprimér indholdet og accepter, ikke alt skal med. Vi skal have skåret helt ind til benet.

  • Del teksten op i små afsnit! 

…og forsyn den med sigende underoverskrifter. Det skal være overskueligt og nemt at gå til og finde rundt i.

  • Understøt med data! 

Præsenter nøglefakta i teksten og tilføj en faktaboks med tal, statistik, lovgivning, udvikling etc.

  • Tilføj citater! 

Har du allerede præsenteret en kilde, er det nemt for journalisten at bruge – enten direkte eller som kontaktperson for uddybende kommentarer. Husk at få citater godkendt og at oplyse kontaktoplysninger

  • Send billeder med! 

Der er større sandsynlighed for, du får spalteplads, hvis du sender egnede pressebilleder med.

  • Medsend whitepaperet! 

…eller gør journalisten opmærksom på, vedkommende kan få det eftersendt ved interesse, som dokumentation og bevis på troværdighed 

 

Godt, nu er dit whitepaper bearbejdet. Næste step er naturligvis at tænke på, hvordan du får historien solgt ind til det/de medier, du ønsker, og på hvilke andre kanaler, du kan bruge det for optimal synergi, fx i nyhedsmail, internt til medarbejdere i andre afdelinger, som marketingmateriale, annoncering.

Indsalg – eller pitch, om du vil – er en kunst for sig og er enormt kontekstafhængig. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, så vi sammen kan blive skarpe på fremgangmåden i forhold til målsætning, målgruppe, budskab…

 

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.

Luk